SPOT PÅ NUTIDENS DANSKE SØLVSMEDE

Klassisk dansk sølvtøj er verdensberømt, men hvad laver nutidens danske sølvsmede? Det kan man se i Galleri Montan, Bredgade 10, København, som i perioden 25. oktober til 4.november viser udstillingen ”Sølv made in Denmark”. Her sættes der spot på en række af Danmarks mest spændende sølvsmede, som i disse år skaber nye og anderledes sølvarbejder lige fra smykker til store korpusværker.
I alt otte danske sølvsmede , deriblandt Claus Bjerring, Sidsel Dorph-Jensen og Allan Scharff, viser deres nyeste arbejder og som optakt til udstillingen inviterer galleriet i forbindelse med den københavnske kulturnat den 12. oktober indenfor til et særarrangement ”Fra sølvplade til sølvskål”. Her vil man live kunne opleve sølvsmeden Else Nicolai Hansen arbejde med sølvet og spørge til den ofte lange proces, der går forud for det færdige arbejde.
Galleri Montan er Danmarks eneste galleri, der viser og sælger nulevende danske sølvsmedes arbejder. Galleriet åbnede i 2005 og viser løbende de nyeste arbejder af de 14 sølvsmede, som er tilknyttet galleriet, ligesom man arrangerer 2-3 årlige separatudstillinger.
Samtidig promoverer galleriet de danske sølvsmede i udlandet og er netop inviteret med på den prestigefyldte udstilling Collect 2008, som vises på Victoria & Albert Museum i London i perioden 25. – 29. januar 2008.

Henvendelse:
Galleri MONTAN Bredgade 10, 1260 København K
Tlf. 35 37 00 68/31 24 00 97 eller montan[@]montan.dk

Photo. Anders Bøggild